
|


| |
|
|





|
”Forår på Løndal 2011” – d. 14.-15. maj 2011
Vi glæder os meget til forårets store arrangement, som vil blive afholdt 14.-15. maj 2011. Igen her har vore gæster mulighed for at komme ind og se stuerne og salene med den spændende historie, og vi vil også til dette arrangement indbyde udstillere med eksklusive kvalitetsprodukter.
”Forår på Løndal 2010”
Tema: ”Glaskunst, musik og blomster på Løndal” d. 29. og 30. maj 2010
Kære alle
Tusind tak for jeres medvirken til at gøre ”Forår på Løndal” til en fantastisk oplevelse med en rigtig god stemning. Lørdag var der jo et skønt forårsvejr med rigtig mange besøgende, og trods regnen søndag, valgte mange alligevel at besøge Løndal, med paraply og fornuftigt fodtøj.
Pressen skrev:
Midtjyllands Avis mandag d. 31. maj: ”Løndal i fuldt flor”
Vi glæder os til at se jer igen til:
Koncert med Det Jyske Ensemble d. 15. juni
Koncert med Hanne Tolbøll, Danmark og Susanne Rydén, Sverige d. 13. oktober
”Jul på Løndal 2010” d. 27.-28. november og 4.-5. december
Med venlig hilsen
Os alle her på Løndal
Laila Adamsen
Se invitationen nedenfor:
Løndals ejere, Vibeke Riemer & Lars Kolind, inviterer alle til ”Forår på Løndal” i weekenden 29.-30. maj, begge dage kl. 10-17. I hovedbygningen, der er fra 1914, er næsten alt det oprindelige inventar. Alle sale vil i år være pyntet med unikt pustet glas samt blomsterdekorationer. Glaskunstnerne er Rikke Stenholt og Karen Nyholm, der begge har glaspusteri i Århus. Rikke Stenholt arbejder med det varme glas, som hun lejlighedsvis kombinerer med bronze, kobber, sølv, stål, beton og gummi. Hun inspireres bl.a af den nordiske himmelhvælving, og hendes værker er kendte for på smukkeste vis at gengive det nordiske lys. Karen Nyholm arbejder med varmt glas i klare farver og bruger porcelænsfigurer i nogle af sine værker. Blomsterdekoration-erne er lavet af blomsterkunstner Bjarne Aarhus, der i høj grad anvender materialer fra naturen i sine dekorationer.
Forskellige grupper under ledelse af Anders Bæk Eriksen kommer og spiller ude og inde begge dage. Lørdag spiller Hanne Tolbøll og Nicolai Skovgaard blokfløjte og cembalo. I Havesalen med de flamske gobeliner fra 1600-tallet sidder pianisten ved flyglet. I slotsgården kan høres forårsmelodier fra Løndals 18 klokker store klokkespil.
Udstillere med eksklusive kvalitetsprodukter – nye såvel som kendte
I parken, stakladen, hestestalden, pavillonen og dele af hovedbygningen præsenterer mere end 60 udstillere kvalitetsprodukter indenfor kunsthåndværk, brugskunst, tøj, hatte, smykker, tasker, antikviteter, haveartikler, havemøbler, pavilloner, planter, krydderurter, orkidéer, samt øl, vin og delikatesser. Udstillerliste kan ses her
Springgymnastik, trampoliner, dans og hestevogn
Lørdag kommer springgymnasterne fra Bryrup Juniorhold. De har lavet opvisninger i både indland og udland. Søndag kommer Silkeborg Morris Men med deres festlige og farverige dans, der er den ældgamle ceremonielle dans fra Cotswold Hills I England. I parken er der begge dage trampolincenter for børnene og mulighed for at køre en tur med hestevogn.
Løndal sælger Konge-dug
Løndal sælger nu den dug, som Dronning Silvia af Sverige forærede Kong Carl Gustav af Sverige ved 60 års fødselsdagen i 2006. Dronningen har selv designet dugen sammen med den danske designer Diana Holstein. Dugen er vævet hos Georg Jensen Damask i Kolding og måler 160*240 cm og er vævet i fed, hvid damask. Dugen bærer kongens monogram med krone og er desuden forsynet med franske liljer samt med egeløv. Kongen har givet tilladelse til at dugen kan sælges i begrænset antal, og at overskuddet ved salget bruges til at støtte udbredelse af spejderarbejdet i udviklingslandene. Vibeke Riemer & Lars Kolind har erhvervet restlageret af dette parti duge og derved doneret et betydeligt beløb til spejderarbejdet.
Mulighed for frokost eller eftermiddagskaffe
I parken er der et stort cafételt, hvor man har mulighed for at slappe af og nyde én af herregårdsspecialiteterne, bl.a. en lækker herregårdstallerken, tærte, kaffe med kage, pølser fra åben grill og fadøl.
Der er åbent begge dage kl. 10-17. Entre: Voksne kr. 80,- børn kr. 40,- Under 3 år gratis.
Parkering på P-pladsen syd for Løndal
Har du spørgsmål til arrangementet er du velkommen til at kontakte Laila Adamsen på Godskontoret på tlf. 7575 4104
Har du lyst at se en flot serie fotos fra Løndal, kan du klikke her:
http://www.flickr.com/photos/13567434@N02/sets/72157602029381249/
|
|