Kom indenfor!
Forår på Løndal 2011
Barokkoncert d. 13. oktober 2010
Sommerkoncert 2010
Jul på Løndal 2010
Foreninger: Møde med rundvisning på Løndal
Virksomheder: Hold et arrangement på Løndal
Vil du leje en bolig i skoven?
Vil du se vore eksklusive møbler?
Kontakt
Må vi sende dig en invitation?
   

    Rundgang i hovedbygningen







Gæsterne træder ind i det ovale tårnrum. Bag de buede glasdøre gemmer garderobe og gæstetoilet sig. En rigt udskåret dobbeltdør fører ind til galleriet.

Galleriet er et overhvælvet rum i renæssancestil, der mod syd afsluttes af en pejs og mod nord af fem trin, der fører op til husets hovedtrappe. Mod øst fører rigt udskårne dørpartier ind til spisestue, havesal og bibliotek.

Inventaret stammer fra bygherrens mange rejser, men også fra en nedlagt kirke på Holbæk egnen. Kirkens alterparti indrammer nu pejsen, engle er blevet til væglampetter, malerier mv. er indsat i panelerne og træskærerarbejder er indsat i døre og portaler.

Flere malerier viser familien Jørgensen/Bruun, bl.a. Vilhelm Jørgensen, Anna Plenge Jørgensen og Palle Bruun. De fleste møbler er i renæssancestil, men spænder i øvrigt over en lang tidsperiode. Inventaret er omfattende og hver ting har sin historie.

Spisestuen er i orientalsk stil. Væggene har træpaneler i sandeltræ, som ægteparret hjembragte fra Indien. Vægge, døre og vinduesnicher har forgyldte udskæringer og kassetteloftet er dekoreret i hvidt, gråt og guld; hvert af de 196 felter er forskellige - undtagen to. Men hvilke to?

En samling antikke Buddha-statuer fra Japan og Thailand er anbragt på konsoller på vægge og i vinduesnicher. I rammerne findes seks malerier af Axel Jarl med motiver fra nogle af de steder i Indien og Ceylon, som ægteparret har besøgt, bl.a. Taj Mahal. Den store prismelysekrone i bronze er fransk fra 1800'tallet. Fra samme periode er også de seks malmstager i barokform.

Testuen præges af en gobelin med jagtscener fra 1600-tallet. Flere af møblerne er elegante Louis XVI møbler fra slutningen af 1700-tallet.

Havesalen i Louis XV stil er husets fornemste rum og udformet efter de fire flamske Verdure gobeliner fra første halvdel af 1600 tallet. Stukken og panelerne er tegnet af Gudrun Trier Mørch og udført af danske håndværkere. Inspirationen stammer fra Versailles. Møblerne er rokoko og fra rummet er der udsyn til parken gennem de tre dobbeltdøre. Loftmaleriet viser David, der spiller for Saul. Over døren til galleriet vises Anna Plenge Jørgensen og Vilhelm Carl Jørgensen i Løndals have.

Musikstuen er fuldt boiseret med paneler udformet af Gudrun Trier Mørch efter inspiration fra Petit Trianon ved Versailles. Malerierne er udført af den franske maler le Serrec de Kervily. Flyglet, der har stået i rummet siden 1914, blev benyttet af komponisten Carl Nielsen under sine ophold på Løndal. Møblerne er i Louis XVI stil.

Biblioteket har bogskabe med panelværk i rococo-skønvirke og rummer ægteparret Jørgensens bogsamling. Dørene har forgyldte udskæringer med malede dørstykker. Standuret kan spille fem forskellige salmemelodier ved timeslag.

Sommerstuen er holdt i en mere enkel stil. Brændeovnen er norsk og på sydvæggen hænger et stort maleri af Anna Ida Bruun og hendes søster Marianne Malthe-Bruun. Når gavlvinduet mod syd åbnes, ser man bronzestatuen af Venus fra Milo i aksen gennem dørene i stueetagens saloner. I denne stue som overalt i stueetagen er radiatorerne skjult bag udskårne låger og paneler. Bygherren brød sig ikke om radiatorer!

Billardstuens mørkegrønne vægge leder tanken hen på engelsk herregårdsmiljø. To marinebilleder fra århundredskiftet hænger på østvæggen, mens nordvæggen præges af jagttrofæer fra Ålholm slot. Våbensamlingen omfatter hellebarder fra det 15. og 16. århundrede.

Anretterværelset har bevaret det oprindelige inventar med udskårne låger mv. En trappe fører op til køkkenet, der er moderniseret flere gange. Bag køkkenet findes godskontoret.

Hovedtrappen til 1. sal findes i hovedfløjens nordlige ende. På østvæggen hænger udkastet til det portræt af Georg Brandes, der hænger på Frederiksborg Slot. To antikke amforaer flankerer døren til galleriet. På afsatsen findes bl.a. et rigt udskåret og forgyldt rokoko konsolbord og spejl samt en italiensk kiste (cassone) fra 1600-tallet. For enden af trappen går man ind til gæsteværelserne i den nordlige del af 1. sals galleri med to krydshvælv.

Værelserne på 1. sal er indrettet så hvert værelse har sit særpræg. Mod nord findes "jarlens værelse" opkaldt efter billedhuggeren Viggo Jarl, der boede i dette værelse under sine ophold på Løndal. I række mod syd følger det røde værelse, et værelse med himmelseng, det hvide værelse, et mindre og et større gult værelse. I den sydlige del af 1. sal findes den private lejlighed for Løndals nuværende ejere.

Pavillionen, tæt ved hovedbygningen, er tegnet af arkitekten Leif Bahn og opført i 2001. Gulvet er fremstillet af små lyse og mørke trekanter af den costarikanske træsort Cristobal.